søndag den 21. september 2008

Den nye lejlighed

Min gang.

Mit toilet.

Min stue.

Mit husdyr.

Mit køkken.


Min altan.

Min udsigt pt med stilladser.

tirsdag den 29. juli 2008

Farvel til værtsfamilie og overbo

I går fik vi sagt farvel til den familie vi lejer huset af. Vi fik hver et rigtig flot oliemaleri, så der er lidt mere til kufferten. Vi fik takket for deres venlighed og fortalt dem at de havde hjulpet os så meget og at vi ikke kunne have klaret det så godt uden dem. Vi havde købet blomster og gave til dem som tak for alt. Inden de gik fik vi lige taget et billede sammen med dem, desværre var det kun far og datter der var kommer. Og faren ville da også lige have et af ham og os 5 danske studerende der var i huset netop der.Som den sidste tjeneste fik vi dem til at spørge Famse, som er den gamle dame overfor, om hun ville komme over og få taget et billede sammen med os. Der gik lang tid før hun endelig kom, men vi fik af vide at det var fordi hun lige skulle gøre sig pæn. Så straks måtte vi også gå hen foran spejlet og se om vi så godt ud. Hun er sgu en skøn gammel dame. Hun sagde også at hun ville komme til at savne os her på gaden. Og vi vil selvfølgelig også komme til at savne hende. Farvel Famse.

mandag den 28. juli 2008

For mange kilo

Ja så blev det tid til at pakke kufferten, og det så ret lyst ud til at starte med. Jeg var begyndt at blive nervøs for at det hele kunne være der, med alt det jeg har fåe købt. Men et mirakel skete og kufferten kunne lukkes med det hele. Men da jeg så trådte op på vægten, gik det galt.
Jeg havde alt for mange kilo og overvægt er så fandens dyrt. Men hellt ærlig, hvad er det smarte så ved at have sådan en fin ny stor kuffert, hvis den ikke engang må fyldes op?
Så jeg måtte i gang med at tage alle de tunge ting og fylde ovre i poser og så af sted til posthuset. Det lykkedes mig at købe en stor nok papkasse på posthuset og få pakket det hele ned. Alle papirerne blev udfyldt og kassen er nu sendt af sted til Danmark med fly. 11,32kg røg der af sted.

Ude godt men hjemme bedst

Så er tiden ved at være inde til at sige farvel til Vietnam og alt hvad det indebærer. Min kuffert er så godt som pakket, det meste af mit tøj fra Danmark er givet til Famse og 2 kasser med henholdsvis 22kg og 11kg er sendt af sted – en med skib og en med fly. Toilettasken er tømt, tøjet er taget ned fra stativerne og alt er ved at være helt klart.
Det har været en kæmpe oplevelse at tage et halvt år ud af kalenderen og rejse til et helt andet land. Det med at opleve, udforske og prøve at forstå en helt anden kultur har været en stor udfordring, men også rigtig spændende. Vietnam er så langt fra Danmark på mange måder og det har været rigtig hårdt at leve i en helt anden verden. Selvom mennesker er let påvirkelige på mange områder, har jeg fundet ud af hvor dybt vores værdier ligger i os. Det har været umuligt for mig at forstå alt under mit ophold i Vietnam, selvom jeg virkelig har prøvet. Og der er også rigtig mange ting jeg ikke har kunne acceptere eller har kunne blive en del af.

Mit ophold i Vietnam har været en stor udfordring, større end jeg egentlig havde regnet med. Vi ankom til et kold og trist land, hvilket gav os en mindre god start. Men efterhånden fik vi en hverdag op og køre og vi 4 tøser i huset har haft det godt sammen. De hele har bare fungeret og fik vores helt eget liv hernede, langt væk fra Danmark. Efterhånden kaldte vi huset på Phô’ Hô’ Giám vores hjem og man begyndte at holde af Hanoi og alle dens særpræg. Vi lærte at prutte med prisen, være stædige, gå på vejen, sige vietnamesiske gloser osv. Det hele kørte ligesom for os.
I børnehaven indgik jeg i hverdagen så godt som jeg kunne og havde mine diskussioner med lærerne om deres pædagogik og fik dem til at reflektere over deres arbejde.
Vi gennemførte to workshops på engelsk, den ene større end den anden. Det var virkelig at overskride en grænse, men det gik så fint, at nervøsiteten forsvandt og blev overtaget af gejsten for at lære lærerne noget. Især fordi deres pædagogik er så langt fra vores og i mine øjne ikke særlig pædagogisk.

Nu hvor jeg ser tilbage på mit ophold har jeg fået en på opleveren. Jeg ville aldrig være gået glip af denne oplevelse og jeg er glad for at alle har støttet mig i min beslutning. Jeg har haft nogle at fortælle mine oplevelser til derhjemme og nogle af dele dem med hernede. Det har været fantastisk.
Der er mange ting jeg vil komme til at savne men der er også mange ting jeg glæder mig til at slippe. Alt i alt glæder jeg mig til at komme tilbage til Danmark, selvom jeg aldrig vil glemme Vietnam.


Ting jeg kommer til at savne:

  • Huset, som har været os 4 tøsers hjem i et halvt år.
  • At man altid kan få fat i enten en motorbike eller en taxa.
  • At man kan prutte med prisen.
  • Alle de små skævøjede børn der prøver at kommunikere med en eller fortælle en historier på vietnamesisk.
  • At tage på ture i weekenderne og opleve nye ting.
  • Det spændende ved at opleve en ny kultur og prøve at forstå den.
  • At arbejde med alle de børn jeg er kommet til at holde så meget af.
  • Det gode solskinsvejr.
  • Pelle og de andre firben.
  • Morgengymnastik i børnehaven kl. 7.50.
  • De hyggeligt byture på Dragonfly.
  • At er alt er så umådeligt billigt.
  • En frisk lemonjuice.
  • Gratis håndværkere der komme når man ringer.
  • Mit bus-månedskort der kun koster 80.000dong (27dkr) for alle busser i hele Hanoi.
  • At skrive blog om alle mine oplevelser og mit liv.
  • At kunne gå ud og spise på restaurant ofte, fordi det kun koster 100.000 dong (30 dkr.).
  • Famse, som er den gamle rare dame overfor.

Hvad jeg IKKE kommer til at savne:

  • Den Vietnamesiske regntid. Himlen åbner sig og så vælter det bare ned.
  • Den måde folk tager kontakt til dig på enten ved at huje af en, råbe hey hey, fløjte eller tage fat i en.
  • At blive kaldt Madam.
  • Den måde folk glor på en hele tiden
  • At vietnameserne snyder en hvor de kan. Og det er overalt og med alt.
  • At jeg kan kommunikere med kollegaer og de børn jeg skal arbejde med.
  • At man altid skal være beredt med både solbrille og paraply, fordi man aldrig kan blive klog på vejret.
  • De vietnamesiske busture hvor alle skubber og maser for at stå så tæt som muligt.
  • At være så langt væk fra familie og venner.
  • Trafikken som er kaotisk, utilregnelig og stinkende.
  • Klimaet, som er så fugtigt at man ikke kan trække vejret og tørre tøj.
  • At være badet i sved selvom man står stille.
  • At have sorte tær hele tiden, også når man lige er steget ud af badet.
  • Det vietnamesiske brød, som ikke mætter ret meget.
  • De kæmpemæssige vietnamesiske edderkopper.

fredag den 25. juli 2008

Jomtien - Thailand

Da vi ankom til Pattaya efter 3 timer i bus, skulle vi videre til Jomtien. De kendte grisebiler, som er taxaer i Thailand, holdt klar til at køre. Der skulle selvfølgelig betales overpris, men sådan er det jo bare når man lige er ankommet.
Turen ud til Jomtien, kunne jeg ikke huske, men det viste sig også at han kørte lidt rundt fordi vi skulle sættes af forskellige steder. Vi kom i snak med et ældre ægtepar fra UK, som er lærere og netop havde undervist 3 måneder i Kina. Meget søde og snaksagelige.
Da vi kom til Jomtien kunne jeg kende det hele igen. Eskes lejlighed, vejen ned til hans kontor og cafeen hvor Jum arbejdede. Det var lidt hyggeligt at være tilbage.
Vi blev sat af på strandvejen og lige på den vej var der et sted der lejede værelser ud. Vi tog chancen og blev enige om at tage det den første nat. Det var meget billigt, men havde desværre også kun en lille seng. Men vi skulle bare have et sted og så måtte vi lede derefter.Så efter en godt måltid gik vi på jagt. Vi var inde på rigtig mange hoteller og spørge, men alle havde dobbeltsenge. De vi til sidst mente at vi havde set nok, gik vi tilbage til en lille hyggelig bungalow som vi havde forelsket os i. Vi fik lov at se et værelse, og det var bare så hyggeligt og der var en stor dobbeltseng. Vi reserverede en bungalow til næste dag og glædede os til at flytte derover.Efter en middag, lidt kortspil og livemusik gik vi en tur på stranden inden vi skyndte os at sove.

Da vi flyttede ind i bungalowen og skulle have lidt morgenmad, fandt vi ud af at det var dansk ejet. Og efter en hel dag på stranden kom vi tilbage til en hel gruppe danskere der sad og snakkede. Det var faktisk ret hyggeligt at kunne snakke dansk igen. Det var et helt fantastisk sted, og det vil jeg gerne gøre reklame for, hvis nogen tænker på at tage derned. Vi fik gode råd og hjælp til alt. Bungalowen var fantastisk, maden var god og alt var for en rimelig pris.

Stranden i Jomtien er okay, men vandet er ikke klart. Men vi fik ligget på stranden et par dage og nydt solen. Det var til tider alt for varmt, fordi der ikke var ret meget vind, så det blev også til et par timer i skyggen.Vi fik også anvist en swimmingpool på et af nabohotellerne, som vi brugte et par dage. Det var rigtig lækkert og med fin udsigt.Og så skulle der spises smørebrød. Det var bare lækkert med friskt rugbrød, kartofler og fiskefilet.En af dagene var vi i Pattaya og shoppe. Der var en masse boder og shoppecentre. Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at købe mere, men lidt kom der nu alligevel med hjem.
Vi var også på et lille marked derinde, hvor jeg var sidst jeg var der, men synes bare slet ikke det var lige så stort denne gang. Det var vildt mærkeligt, men måske det er fordi vi er blevet vant til markeder fra Vietnam.Dog fik vi et hint den ene dag til et stort aften/weekend marked. Det var bare godt og Lotte og jeg fik igen shoppet lidt mere. Der var nogle meget hyggelige prøverum, som bestod af at trække en stor nederdel omkring sig og så fikse bukserne inden under. Det var til tider lidt svært og meget varmt.Så var vi ude og opleve nattelivet i Pattaya sammen med danskerne. Det var smadder hyggeligt og helt gratis. De andre var så hurtige, så der stod hele tiden en ny øl klar, når man var færdig med den anden. Da vi skulle spille pool og vi gik hen for at putte penge i kom der straks en løbende for at gøre det for en, og de lagde også kuglerne klar til en. Virkelig fornemt. Der blev også hentet køer til os. Som lovet tog Lotte og jeg ud og red på elefanter. Vi gik ned og bestilte en tur og blev hentet og kørt til Pattaya elefant landsby. Det var et stort sted og hvis man ville kunne man se aber og ride på heste også.
Vi kom på en elefant og fik en trekking på omkring en time. Vores elefant var en ung elefant og måske det var derfor den ikke holdt sig til ruten. Den havde alt for travlt med at finde mad og spise, end den havde med at gå. Det var nu meget hyggeligt og elefant ejeren tog det pænt. Han gav sig bare til at synge lidt og så klarede vi den.
På et tidspunkt havde elefanten fundet en kokosnød, som den da skulle have og spise. Så den joggede på den så det gav et højt knæk, og derefter gik den i gang med at drikke og spise.Bagefter kunne man prøve at sidde på en elefants stødtænder og få en lille gyngetur, og det skulle da også prøves. Vi var jo på ferie. Et andet dyr vi også skulle møde på vores ferie var delfiner. Vi havde begge haft et ønske om at svømme med delfiner og det skulle vi da have til at gå i opfyldelse.
Vi havde bestilt en tur og blev hentet kl.7 efter at have spist morgenmad på værelset. Det var fordi det var så tidligt og restauranten havde ikke åbent endnu, så vi havde taget madder med ned i køleskabet og købt drikke brikker.Turen varede omkring 3 timer, og så var vi forbi et vandfald i en nationalpark. Vandfaldet var fyldt af store klamme fisk, som man kunne fodre. Man kunne også bade hvis man havde lyst, men det skulle Lotte og jeg ikke nyde noget af. Det var bare for ulækkert, for de var bare over det hele.Bagefter kørte vi videre til delfinparken, hvor vi startede med at se et delfinshow. Det var skide godt og de er virkelig dygtige. Der var to slags delfiner, de almindelige med den lange snude og så nogle med en flad snude.

Og så var det tid til at svømme med delfiner. Først blev vores negle tjekket og selvom Lotte og jeg synes at vi havde klippet dem hel ned, måtte vi i gang med negleklipperen igen, for at få dem endnu kortere hvilket næsten var umuligt. Så var det på med regningsvest og ud i vandet. Vi svømmede over til en platform, hvor der var 5 unge fyre med hver deres delfin. Så foregik det sådan at vi var to og to sammen og fik lov til at komme hen til de forskellige delfiner. Her var der to forskellige slags delfiner, de store lyserøde (pink dolphins) og dem uden snude (irrawaddy dolphins).Vi kom rigtig tæt på dem og var med til at få dem til blandt andet at danse, synge, dreje rundt, spytte og vinke. Derudover fik vi kys af dem og sagde goddag. Nogle af dem fik man også lov at svømme med. Men hoppede i vandet, tog fat i finnen og så fik man en svømmetur. Det var bare så fantastisk. En drøm gik i opfyldelse og jeg vil aldrig glemme det.

Danskerne på hotellet snakkede om at tage ud på en rigtig badeø, med lækre stranden og det hele. Den var Lotte og jeg med på, men da vi sad og spise morgenmad tirsdag morgen kom der ingen. Så det endte med at Lotte og jeg tog af sted sammen med Thomas. En sølle flok, men hyggeligt blev det.
Thomas lejede en speedbåd ud til øen, med en styrmand som så ville sejle os frem og tilbage. Det var en rigtig lækker strand med hvidt blødt sand og klart lyseblåt vand. Det var virkelig skønt, men det var også rigtig varmt. Det var lige så sveden løb ned i øjnene så man ikke kunne læse. Det var så vildt, men sol skulle vi have.Det var en rigtig dejlig dag med sol og afslapning og lige hvad en ferie skal indeholde.
Den sidste dag tog vi ud til Father Brennens organisation. Vi havde været der en gang før, men havde fået af vide at det var feriedag, så der ikke var noget at se. Så vi lovede at komme igen en dag ved 9-tiden.
Vi blev vist ind til Erik, som er de frivilliges koordinator og han begyndte at fortælle os om stedet og hvordan det med at være frivillig foregik. Jeg måtte så efter 5min pænt stoppe ham og fortælle at vi ikke ville være frivillige lige nu, men bare gerne se stedet for at sammenligne med Danmark og Vietnam. Han sagde så at han gerne ville vise os rundt nogle stedet, men de fleste steder var børnene i skole.
Vi startede med at se en skole for handicappede, hvor de studerende var fra 17-35år. De havde 3 forskellige uddannelser som var computer, reparation og restaurations branchen. De giver de her studerende gratis uddannelse, gratis kost og gratis logi. Det er virkelig imponerende og de hjælper dem med at få mod på livet igen, da mange af dem har været igennem en ulykke.
Uddannelserne tager 2 år og når de er færdiguddannede garantere skolen dem et job. Stedet har et godt ry og mange gode kontakter, så det lykkes for de her studerende.
På samme sted var der en hjem for gamle mennesker. I sin tid havde Father Brennen fået tilladelse til at hjælpe ældre mennesker og derfor lavet et hjem. Her var der også andre end thaier, blandt andet en 98årig blind kvinde.
Det sidste vi så var et center for inaktive børn og deres forælde. Børn der bare sov hele dagen væk og ingen ting kunne selv. Det var imponerende at se, at de er kommet så langt som at tage forældrene med i projektet også. For i bund og grund er det jo forældrenes skyld at barnet bare for lov ikke at lave noget hele dagen.
Derefter sagde han at der også var et hjem for gadebørn og et børnehjem, men de var alle i skole, så det var ikke værd at se.
I stedet sendte han os over til et andet børnehjem, som de arbejdede sammen med, som også en gang havde været under Father Brennens organisation. Det var godt nok der vi havde været forleden dag, men han synes vi skulle snakke med frivillige koordinatoren Con A.
Vi blev kørt derover privat bus, fandt Con A, fik udfyldt papirer og fik et skilt hvor der stod besøgende på. Hun var rigtig sød og meget god til at fortælle.Vi startede i baby-room 1-3år, hvor der var rigtig mange besøgende og sponsorer i dag. Men hun fortalte en masse om børnene, om adoption og vi kiggede ind af vinduerne til de helt små babyer der var under 1år. De var bare så små og søde, og desværre var der to af dem der var syge. En led af hjerteproblemer og skulle igennem 3 operationer og en anden havde synkeproblemer. Stakkels små børn.
Derefter gik vi over for at se de 3-6årige førskolebørn. De havde små klasse værelser og forskellige opgavehæfter, men børnene var ovre og spise. Så dem gik vi over til bagefter og de var bare så søde. Det virkede som et rigtig børnehjem hvor børnene farede omkring, spise med fingrene og bare hyggede sig. En af drengene spurgte til hvem vi var sponsorere for, og blev rigtig glad de vi ikke var sponsor.Inden vi tog hjem viste hun os skolen for de blinde børn, og fortalte at der var ikke fri adgang. Det var rigtig spændende at blive vist rundt, men også lidt trist at vi ikke kunne se de sidste steder. Jeg kunne specielt godt have tænkt mig at se hjemmet for gadebørn.

Torsdag den 24 juli gik turen hjem til Hanoi. Vi havde bestilt taxa fra hotellet, for det var en de havde en specielt aftale med. Og han var til at stole på og hvis bilen gik i stykker fik han fat i en ny.
Det hele så strålende ud da chaufføren dukkede op lidt før tid og vi begav os af sted. Pludselig hakker bilen og derefter går den i stå. Midt ude på vejen. Han undskylde og gik ud for at tjekke motor. Lidt efter var han væk og så sad vi midt ude i det hele mens trafikken susede af sted. Så kom han tilbage med en vanddunk og en mand med en spand, og så fyldte de ellers vand på bilen. Da han satte sig ind igen, prøvede han at forklare os noget med at vandrøret der ikke løb hurtigt nok eller sådan noget lignende. Da jeg spurgte om han var sikker på at den kunne køre til lufthavnen nu, sagde han ja. Men selvfølgelig gik der ikke mere en 5min før den igen gik ud. Så trak han ud til siden og fyldte vand på og kørte videre. Jeg måtte så sige til ham at det her ikke gik, og han fortalte så også at han havde ringet efter en ny bil. Da der kom en afkørsel hold vi ind og ventede. Der gik næsten en halv time før bilen kom og Lotte og jeg begyndte at føle os lidt presset. Da de så skulle stå og bruge tid på at forhandle pris var jeg lige ved at gå ud og brokke mig, men de lukkede bare min dør igen. Da hen endelig kom ind og spurgte hvornår vi skulle nå vores fly, blev vi presset. Han sagde det tog 2 timer at komme derud og der var lige ved at være smertegrænsen for chek-in. Det var ikke i god tid som vi havde regnet med. Men så nærmest fløj vi af sted mod lufthavnen og jeg må indrømme at jeg nogle gange troede at vi skulle køre galt. Hans afstand til de andre biler var ret kort og han kørte 140km/t igennem sving. Helt vildt. Men da vi kunne se lufthavnen forude, kiggede han på sit ud og sagde ”4 a clock” og smilede over hele ansigtet. Han havde kørt så hurtigt at det kun havde taget 3 kvarter, så vi nåede det hele i god tid. Sikke en tur.Men det har været en fantastisk ferie, endnu engang.