G - Andet og sidste rejsebrev

Nu er mine 6 måneder snart ved at være gået her i Vietnam. Det har været måneder med glæde, sorg, udfordringer, oplevelser, hjemve osv. Vietnam er et land, der er meget langt fra Danmark på mange måder. Det har gjort, at jeg aldrig er blevet en del af landet, som jeg egentlig gerne ville. Det har ikke været muligt bare at falde ind, for der er så mange ting, jeg ikke forstår og ikke kan sætte mig ind i.
I min hverdag har det været ting som at man bare smider skraldet på jorden eller sætter sin affaldspose i rendestenen. Det har også været det med at flok skubber helt vildt eller springer over i køen. Det er sådan nogle ting som man hjemme ville tage som en selvfølge at man ikke gjorde, men her er det bare anderledes. Jeg har virkelig fundet ud af, at alle de selvfølger vi har hjemme i Danmark, ikke nødvendigvis er en selvfølge i andre lande. Og jeg er begyndt at tænke rigtig meget over, hvor svært det er at være udlændinge i et andet land, for selvom man prøver og gerne vil være en del i landet, kan det på nogle punkter være umuligt, fordi alle ens værdier og selvfølger ligger dybt i en.

Gennem min praktik i en vietnamesisk børnehaven, er jeg virkelig blevet sat på prøve pga. den store kulturforskel. Deres pædagogiske metoder er så langt fra, hvad jeg har lært.
Jeg er stødt på mange udfordringer, problemer og dilemmaer. Faktisk har der ikke rigtig været andet, fordi jeg har nogle andre værdier og en anden forståelse af hvad pædagogik er.

Der har selvfølgelig været sprogbarrieren, som jeg vidste ville være der, og det har gjort at jeg har måtte bruge mit kropssprog en masse og børnene ligeså. Jeg har følt mig ret handicappet i mit arbejde med børn, fordi jeg ikke har kunne snakke med dem. Et af de vigtigste pædagogiske redskaber hjemme i Danmark er kommunikation, hvor man kan anerkende børn, spørge ind til deres liv, snakke med dem hvis de er kede af det osv. Dette redskab har været taget fra mig og det har været utrolig hårdt og frustrerende, specielt når et barn er ked af det eller når nogle børn er blevet uvenner. Det har også gjort at jeg har haft svært ved at sætte mig i respekt overfor børnene. Jeg har af og til måtte bruge det danske sprog, for det er der hvor jeg bedst kan udtrykke, at nu er det nok. Derudover er børnene vant til at gøre hvad lærerne siger, så hvis jeg fx ”spørger” om de vil have en ren bluse på, så gør de det bare. De forstår ikke at det er et spørgsmål fra min side, desværre.
Derudover synes jeg ikke lærerne snakker særlig meget med børnene på børnenes præmisser og det har irriteret mig, for jeg har jo ikke været bedre selv. De bruger ikke det med at snakke så meget, men jeg synes det har hjulpet lidt, at vi har snakket om anerkendelse til vores workshops. Her har lærerne fået en forståelse af, hvorfor det er vigtigt at snakke med børnene og prøve at løse problemer ved snak og ikke bare skæld ud. Dog er det stadig rigtig svært for dem, men jeg håber de vil øve sig.

Lærerne har også rigtig svært ved at rose og anerkende børnene. I deres verden er der rigtig & forkert og flot & grimt. De tænker ikke over at børnene faktisk gør deres bedste eller har en grund til fx af farve en sol rød. De spørger ikke ind til det, men siger bare, at det ikke er godt nok og at børnene skal lave det om.
En dag blev jeg virkelig sur på en af lærerne, fordi hun grinte af en af en dreng. Børnene skulle for første gang øve sig i at skrive deres navn og han havde så glemt det samme bogstav i hans navn, i alle de gange, han havde skrevet det. Hun tog papiret op og stod og grinte af det og sagde noget højt til de andre. Jeg blev så sur, at jeg fik sagt rigtig vredt til hende, at jeg ikke forstod hvorfor hun grinede, for drengene havde gjort sit bedste og han kunne ikke lide at hun grinede af det. Hun sagde undskyld til mig og sagde at drengene også synes det var sjovt, indtil jeg bad hende kigge på hans ansigt og fortælle mig hvor smilet var. Hun blev vist lidt flov. Men jeg synes virkelig ikke man kan være det bekendt over for et barn, og han havde virkelig gjort sit bedste. Jeg tror faktisk han var stolt af det, indtil hun ødelagde det. Der blev jeg virkelig vred.

En stor udfordring har været at acceptere den tvungne fysiske kontakt, som lærerne har med børnene. Lærerne tager tit fat i børnene, hiver dem hen til sig og holder fast i dem mens de snakker til dem. De kan også finde på at bede barnet kysse dem, mens de holder fast på dem. Jeg synes det er ret ubehageligt og grænseoverskridende, fordi jeg kan se at børnene ikke kan lide det. Jeg kan også se at børnenes forhold til mig og til lærerne er anderledes. Børnene hopper rundt på mig, leger med mig, fortæller mig historier og kalder mig Mi-øj og ikke kun Cô Mie (lærer Mie). Vores forhold er meget mere afslappet, fordi jeg heldigvis ikke ses som alt for autoritær. Vi har et rart forhold og børnene kommer gerne hen til mig. Jeg kan også se at nogle af lærerne og især de studerende vi har haft, undre sig over at børnene kommer hen til mig uden jeg beder dem om det. Men jeg synes det har været dejligt, for jeg ville aldrig tvinge et barn til det.
Til gengæld er lærerne rigtig dårlig til at se børnene og vise at de er der for dem. Når der er børn der græder, og de ikke henvender sig til en voksen, får de bare lov til at sidde. Fx var der en dreng der sad og græd mens de så film. Da jeg siger til en af lærerne at han græder, siger hun bare at han nok bare er følsom. Først da jeg spørger hende om hun er sikker, går hun hen til ham for at spørge og trøste ham. Jeg synes det er så synd, at lærerne ikke ser børnene. Lærerne går op i undervisning og læring og ikke det med at observere børnene som vi gør derhjemme.
Lærerne siger heller aldrig tak til børnene, hvis de har gjort noget for dem. Børnene undre sig rigtig meget over at jeg siger tak hele tiden, fordi de ikke er vant til det. Jeg gør det rigtig tit, også ved bare små ting som de gør af sig selv, men det er min måde at anerkende børnene på, når jeg ikke kan snakke med dem.

I børnehaven er utrolig meget disciplin, trods børnene stadig er små og burde have en masse tid til at lege. Børnene er aldrig ude af lærernes opsyn. Det meste af dagen er alle børnene i deres klasse og hvis de endelig går ud, er det lærerne der bestemmer, hvad børnene skal lege med. Det er meget sjældent at børnene har et valg, da det er lærerne, der bestemmer, hvordan dagen skal se ud.
Jeg har synes det har været rigtig underligt at børnene mangler den fritid, men jeg har også fået forklaringer på hvorfor de ikke har. De går meget op i at træne børnene i det de skal kunne i skolen, for at det bliver nemmere for lærerne i skolen at få børnene. Derudover lægger forældrene et stort pres på lærerne, fordi de gerne vil se deres børn udvikle sig og når de henter deres børn, spørger de om hvad de har lært i dag.
En anden ting der gør at børnene er under opsyn hele tiden er, at lærerne bliver trukket i løn hvis et barn slå sig. Derfor er lærerne hele tiden over børnene og vælge aktiviteter og lege, hvor der ikke er så stor risiko for, at børnene kommer til skade.

Så er der de skrækkelige spisesituationer. Børnene skal sluge to skåle ris med kød og suppe på rekord tid. Spisningen er slet ikke rar og børnene sidder og propper i hovedet. Det er tit lærerne der flyder skålene op, selvom børnene sagtens kan, de får bare ikke lov. Og hvis børnene ikke er hurtige nok til at spise, så går lærerne rundt og stopper lidt mad i munden på dem. Heldigvis har vi gennem vores workshops snakket om det, og sagt at de skal sætte sig ned sammen med børnene og have øjenkontakt. Det sker gang på gang at de putter en ny skefuld ind i munden på barnet uden at se at munden allerede er fuld. Jeg har flere gange taget snakken op med mine lærere, og sagt at jeg ikke forstår hvorfor de fodre dem, når de selv kan spise. Det gør dem dovne. Af og til forstår mine lærere det, men de har så glemt det dagen efter, hvor jeg så kan sige det igen.

Jeg tror jeg har lært rigtig meget om mig selv, men synes stadig det er lidt svært at finde ud af, fordi jeg stadig er hernede. Tror det bliver meget anderledes at komme hjem i sine vante omgivelser og se hvordan man har ændret sig.
Men jeg har fundet ud af hvor frustrerende kulturforskelle kan være. Jeg synes virkelig det har været hård at se, at børnene bliver hundset rundt med og ikke har deres egen mening. Det har været uacceptabelt at se børnene blive fodret uden kærlig og øjenkontakt og at børnene bliver tvunget til fysisk kontakt. Jeg er lidt imponeret og også skræmt over at jeg har kunne holde det ud i 5 måneder.
Derudover har jeg fundet ud over, hvor gal jeg kan blive på børnenes vejene. Børnene i børnehaven har nærmest ingen indflydelse eller rettigheder i deres eget liv. De finder sig bare i det, lærerne siger og gør. Der kan jeg mærke vreden i mig og det har lærerne i min klasse vist også fundet ud af. Bare fordi de har magten, skal de ikke bruge den unødigt.

Efter 5 måneder i børnehaven kan jeg mærke at jeg et brugt og mættet. Til sidst begyndte jeg at være ked af lærernes væremåde og træt af hele tiden at stille spørgsmål, uden at få et svar. Det er virkelig hårdt.
Når jeg tænker tilbage, føler jeg ikke at jeg har ændret noget i børnehaven, fordi jeg ikke har kunne pga. alle deres strikse regler. Jeg ville virkelig gerne, men der skal desværre mere til. Jeg er glad for at vi har været 6 studerende sammen, som har kunne støtte og hjælpe hinanden. I samarbejde har vi lavet 2 workshops og stillet en masse spørgsmål der har fået lærerne til at reflektere over deres arbejde.
Vi har gjort hvad vi kunne og den tid vi har været her i, har vi hjulpet dem med at reflektere, gjort dem opmærksomme på ting der kunne bliver bedre og kommet med forskellige løsningsforslag, hvis lærerne ikke selv kunne. Men hvad sker der når vi tager hjem?

Dette rejsebrev er skrevet med de danske værdier dybt i mig. Jeg har virkelig fundet ud af hvor dybt værdier ligger i en og at det derfor kan være svært at forstå andre. Men jeg synes virkelig jeg har prøvet at forstå kulturen og især pædagogikken. Mange ting har givet mening, når man er kommet dybere ned og har fået lærerne til at forklare, hvad der ligger til grund for deres handlinger. Men nogle ting har jeg simpelthen ikke mulighed for at acceptere. De har et meget anderledes syn på børn og pædagogik end vi har i Danmark og det kan være frustrerende, når man ikke kan forstå hvordan de overhoved kan tænke sådan. Og for dem er det svært at forklare hvorfor de gør som de gør, fordi sådan er det bare for dem i deres land.
Jeg havde svært ved at forestille mig hvordan mit ophold ville blive inden jeg tog af sted, men jeg synes jeg og de andre har klaret det godt. Dog har jeg været rigtig glad for ikke at stå alene med det, fordi det er så meget anderledes. Jeg vidste det ville være svært, men vidste ikke hvordan det ville føles at være så magtesløs og frustreret, fordi man ikke føler man udfører sit arbejde godt nok.
På den anden side er jeg imponeret over hvor let det er gået med at komme i kontakt med børnene. De elsker jo en, selvom man ikke forstå dem. Og de fortæller en historier, selvom de ved at jeg ikke kan vietnamesisk. De prøver virkelig og det sætter jeg stor pris på.
Jeg har fundet ud af hvor godt børn hjemme i Danmark har det og hvor langt vi i Danmark er nået med den pædagogiske tankegang. Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at mange lande selvfølgelig ikke er kommet så langt pædagogisk og stadig kører med den gamle læringsform med kæft, trit og retning.
Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Danmark og arbejde med den danske pædagogik igen. Og så bliver det også rigtig rart at kunne snakke med både børn, forældre og pædagoger. Det gør ligesom det hele lidt nemmere.